Digte og noder
Digtene herunder er i rækkefølge efter numrene på CD’en. Klik på titlen for at “folde” et digt ud.

Alle Mine Længsler

Alle mine længsler de smyger sig om dig,
diddeli, om dig! duddeli, om dig!
Bare én af dine nu gik den halve vej –
diddelu og diddeli – til mig!

Alle havens blomster de dufter kun om dig!
diddeli, om dig! duddeli, om dig!
Roser og reseda og lind og volverlej –
diddelu og diddeli – om dig!

Plejer jeg min have, da synger jeg om dig –
diddeli, om dig! duddeli, om dig!
Lærken over stranden med sangen hjælper mig,
diddelu og diddeli – om dig!

Biers nyn og sødme – alt minder mig om dig!
diddeli, om dig! duddeli, om dig!
Al min gerning bliver ved dig en blomsterleg,
diddelu og diddeli – om dig!

Sidder jeg i kirken, jeg titter hen til dig,
titterli – til dig! tutterli – til dig!
derfra op til altret, hvor du har stået med mig, –
diddelu og diddeli – med mig!

Der dukker af disen

Der dukker af disen min fædrenejord
med åser og agre og eng;
med ryggen mod syd og med tåen mod nord
den redte bag sander sin seng;
dog ej for at sove retfærdiges søvn,
thi sjældent er landet i ro,
men stormene går,
og brændingen slår
på kysten med djærveste kno.

Der ruller de bække så tungt gennem dal,
langmodigt ta´r åen imod
og skrider til havs i en sindig spiral,
forinden den drev det til flod.
Men hvor den kan glitre en sensommerkvæld,
når laksen går op mod dens strøm,
når siv og når flæg
får dugstænk i skæg,
og dagen går bort som en drøm.

Mørkt stiger en høj over kornhavet op,
med blåbær og lyng er den klædt;
blandt risenes ranker en lærke med top
sig gynger og kvidrer så spædt.
Det bølger af rug imod kimingens rand,
i dale, på banker den står,
får runding og form
i godtvejr og storm
som barnet, mens gængerne går.

Hvad var vel i verden det fattige liv
med al dets fortærende tant,
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk,
de mindernes suk
fra bækken, vi kyssed som små!

Velsignede land, hvor i stormvejret bor
et folk, som er øvet i savn,
jeg ejed vel aldrig et gran af din jord,
som hjemløs jeg kvitted min stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede krat
en høstnat så kroget en stav.
Når staven er brudt,
og livsgangen slut,
kanske du da skænker en grav.

Kom mi bette kipkal

A haar tjent Jens Masen
no halvanden Or,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gord.

A maa pas hans Høwde,
a maa ref hans Fyld;
haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.

A haar gyd hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
aa og i æ Damm.

Rejen med hans Følkloj,
fløt en affentow,
rend æ Gord si Møllboj,
nær de anner sow.

Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ stræng,
skjønt æ Stoder stej mæ
næjsten uden Peng.

— Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
søn ved Awtensti.

Derfor maa du rapp dæ
no mi bette gul;
her haar a di Klaptræ,
hwor haar do di Mul?

Blew wor Hosbond hwipgal,
det wer ild a spør;
kom mi bette Kipkal
med di løjen Ør!

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs -
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden;
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Spurven sidder stum bag Kvist;
såmænd, om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, — lul! Rokken går
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slår,
des mer får Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,
og Karters kåde Skratten,
fjerne Grynt af Husets Galt
og Barneleg med Katten —
Lul, — lul! Rokken går,
flittig Foden træder,
kun sålænge Hjulet står,
som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,
at den må holde Varmen.
Lul, — lul! Rokken går!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt på Tråden slår,
ser op på Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog
ta’r søvnig til at gabe,
snart det vil sin Billedbog
af de Småhænder tabe.
Lul, — lul! Rokken går!
Ild om Gryden slikker,
Vejrets Svøb om Gavlen slår,
og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød
svang bort den sorte Gryde,
sænked den i Sengens Skjød
for Grødens Trods at bryde.
Lul, – lul! Rokken går!
Nadverbordet samler;
Store sidder, Mindre står
på Bænk og bitte Skamler.

Far ta’r ned så tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, — lul! Rokken går,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget står,
og Sneen går i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om „den hvide Flok“
og „al hans Nådegave“
Lul, — lul! Rokken står!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet går,
når Kvældene bli’r lange.

Jens Vejmand

Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure nød
med ham´ren må forvandle
de hårde sten til brød.

Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører ham´ren klinge
på ny, på ny, på ny -
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.

Og ager du til staden
bag bondens fede spand
og møder du en olding
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.

Og vender du tilbage
i byger og i blæst
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær,
det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder dér.

Så jævned han for andre
den vanskelige vej
men da det led mod julen
da sagde armen nej
det var såmænd Jens Vejmand
han tabte ham´ren brat
de bar ham over heden
en kold decembernat.

Der står på kirkegården
et gammelt, frønnet bræt;
det hælder slemt til siden
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands
hans liv var fuldt af sten
men på hans grav – i døden,
man gav ham aldrig én.

Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen,
de duver dybt i Dønningen,
og over Stakke-Grønningen
omtrimler Kjærv og Neg,
det klaprer én om Ørerne,
fra Portene og Dørene,
bag hvilke de smaa Sørene’
har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!

Jeg er havren, jeg har bjælder på
mer end tyve tror jeg på hvert strå
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham den bondeknold.

Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang.
Humlen brumled dybt sin melodi
og et rylefløjt gled ind deri

Mens i dug jeg groede fod for fod
groede sangen sammen med min rod
den, som ydmyg lægger øret til
hører lærkens triller i mit spil.

Det kan kolde hjerner ej forstå
Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme døbt i sommerdræ
mer en gumlekost for øg og fæ

Jeg er ven med dug og grødevejr
ven med landets lyse bøgetræer
ven med al den danske sæd, der gror
øst for hav og vest for sund og fjord.

Jeg får solens sidste lange blink
før den dukker ned bag gullig brink
og når aftenklokken ringer fred
står jeg på min tå og ringler med.

Jeg skal ringle barnet til dets seng
ringle tågen på af sump og eng
ringle freden over hjemmet ind
ringle bønnen frem i fromme sind

Jeg er havren. Mine bjælder går
over lyse vange år for år
ringler om, hvor sang og kærve gror
herligt sammen på den danske jord

Ole sad på en knold og sang,
la la la la la, la la la la la
får og beder omkring ham sprang
Tra la la la la, la la la la la

Lyngen sused, og skyen gled
udflugtslængsler i hjertet sved.

Heden stænged, og mindet spandt
moders øjne dog stærkest bandt.

Snart den ting dog blev åbenbar
minder gør ikke sagen klar.

Stak så Ole en dag i trav
stod med eet ved det store hav.

Øjet skinnede , tåren randt,
intet mere i verden bandt.

Over havene hyrden fór
fårene står der endnu og glor.

Ej kan bede og får forstå
længslers tog over bølgen blå.

Han kommer med sommer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol’
i læ af de røde syrener.
Han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.

Og børnene stirrer fra tærsklen didop,
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker,
og minderne dugger, og læberne be’r
og børnene pludrer og peger og ler:
Se storken er kommen til Danmark.

Velsignede fugl uden høgenes klø’r
med ørnenes mægtige vinge.
Du dukker dig helst mellem græssende køer.
Kun hygge og fred vil du bringe.
Du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.

Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen.
Med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter på pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.

Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes om hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!

Stille, hjerte, sol går ned

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går over heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, hjerte, sol går ned.

Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, hjerte, sol går ned.

Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, hjerte, sol går ned.